Dansk Politihundeforening Korsør er en lokalafdeling under Dansk Politihundeforening, stiftet i 1945. Dansk politihundeforening er stiftet i 1909 og foreningens medlemmer opdeles i 1. Politi-tjenestemænd med patruljehunde. 2. Civile og politi-tjenestemænd med civile hunde og 3. Passive.
Vi er en aktiv hundeklub, hvor glæden ved hundetræning, fællesskab og samarbejdet mellem hund og fører er i centrum. Hos os er der plads til både den nye hundeejer og den erfarne hundefører.
Vi tilbyder lydighedshold for alle hunderacer og hunde i forskellige aldre. Uanset om du kommer med en hvalp, en unghund eller en voksen hund, har vi fokus på at skabe et godt fundament gennem positiv og målrettet træning.
På vores lydighedshold arbejder vi blandt andet med kontakt, samarbejde, lineføring, indkald og andre grundlæggende øvelser. Samtidig får hundene mulighed for at træne i nærheden af andre hunde og mennesker, hvilket styrker både socialisering og koncentration.
For medlemmer, der ønsker flere udfordringer, tilbyder vi også brugshundetræning efter Dansk Politihundeforenings officielle trænings- og konkurrenceprogram. Her trænes blandt andet lydighed, spor, rundering, feltsøg og andre discipliner, som stiller høje krav til samarbejdet mellem hund og fører.
Hos Dansk Politihundeforening træner civile hundeførere og politiets tjenestehundeførere efter de samme programmer og regler.
Har du lyst til at være en del af klubben, er du altid velkommen til at kontakte os eller kigge forbi til en træningsaften. Vi glæder os til at byde dig og din hund velkommen.
Foreningens formål:
•At samle alle politihundeførere og andre interesserede personer i Korsør og omegn i en forening til fremme af hundens praktiske anvendelse inden for politiets arbejde og blandt civile medlemmer, ved udbredelse af kendskab til politihundedressur.
•at skabe muligheder for, at medlemmerne kan træne deres hunde på dertil egnede pladser.
•at afholde kåring af civile politihunde efter de til enhver tid gældende regler, og at lade afholde konkurrencer, evt. i samarbejde med andre foreninger.
